Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Kong Tumle! Vi er en integreret daginstitution, der ligger på Østerbro. Vi har plads til 13 vuggestuebørn og en udflytterbørnehave med plads til 50 børn. Udflytterbørnehaven kører dagligt fra vores hus i Borgervænget til Mørkhøj Bygade, hvor vi har en dejlig stor grund med skov og krat.

Grønne børn

I Kong Tumle har vi et særligt fokus på naturen og på at skabe en grøn tråd fra vores vuggestue i Borgervænget til vores udflytterbørnehave i Mørkhøj. Det betyder, at vi bruger rigtig meget tid i naturen og bruger den til leg og læring i hverdagen.

Vi ser det som vores fornemmeste opgave at understøtte børns naturlige nysgerrighed på hverdagen, naturen og omgivelserne omkring dem. Det gør vi blandt andet ved at følge årstidernes skiften og ved at gå på opdagelse i naturen. Vi finder vintergækker og erantisser, når blomsterne i slutningen af vinteren titter op af jorden, leder efter insekter og smådyr i skovbunden og studerer frøer i mosen. Vi mærker solens varme og blæstens kulde, og planter, sår og høster grøntsager i vores køkkenhave. 

Vores overordnede vision er, at alle børn skal trives og udvikle sig til hele mennesker og have mulighed for at udfolde og udvikle evner og kompetencer i samspil og fællesskab med andre børn og voksne.

Derfor tror vi på, at det er vigtigt, at børn får lov til at udforske deres grænser, finde ud af, hvad de kan og ikke kan og gøre sig nogle livserfaringer. Vi pakker ikke børn ind, og vores børn vil også komme til at brænde sig på en brandnælde eller stikke sig på en brombærbusk. I Kong Tumle vil vi nemlig gerne give børnene rig mulighed for udfoldelse og læring, og vi ønsker at skabe så få forhindringer på børnenes vej som muligt. Børn må gerne fejle og falde, da det er med til at opbygge barnets tro på egne evner og selvtillid. 

Vores udflytter i Mørkhøj

En halv times kørsel og i cykelafstand fra vores hus i Borgervænget ligger vores fantastiske udflytterbørnehave.

Børnehaven ligger på en kæmpe grund i Mørkhøj med Utterslev Mose i baghaven. På grunden har vi vores egen skov med stier, huler og balancebaner. Vi har en indhegnet sø, frugttræer, bærbuske og en køkkenhave, hvor vi dyrker kartofler og jordbær. Derudover har vi to store bakker på grunden som er gode at rulle ned ad og til at bruge som kælkebakke om vinteren. Vi har også en bålplads, der giver mulighed for med mellemrum at tilberede dagens måltid ude.