Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i børnehaven

Morgen

Vi åbner klokken 7. Her er både vuggestue og børnehave samlet indtil klokken 7.30/8. I dette tidsrum vil der også blive tilbudt morgenmad. 

Bussen til vores udflytterbørnehave i Mørkhøj kører 9.00, og derfor skal børn i udflytteren være afleveret senest 8.45. Turen tager en 20-30 min, og undervejs taler vi om, hvad vi skal lave i dag. 

Formiddag

Bussen triller ind på gårdspladsen i Mørkhøj ca. 9.30.  Vi får lagt vores ting i garderoben og spiser lidt formiddagsmad på legepladsen. 

Herefter går vi i gang med dagens aktiviteter. I udflytteren udnytter vi de muligheder, vi har for at være i naturen, og er som udgangspunkt så meget udenfor som muligt. På grunden har vi en indhegnet sø og vores egen skov med stier, huler og balancebaner.

Vi går på opdagelse og finder ting, der spirer i jordbunden og leder efter insekter i skov og krat. I vores køkkenhave er børnene med til at plante og høste grøntsager. Hvis vi ikke laver aktiviteter på vores egen grund, kan det være, at vi tager på tur i nærområdet. Vi har blandt andet Utterslev Mose i baghaven og en børnehave med forskellige dyr tæt på. 

Frokost

Vi spiser frokost omkring klokken 11. Vi er så heldige at have vores egen køkkenmedarbejder, der laver dejlig mad til os. Vi understøtter børnenes nysgerrighed omkring måltidet, og sammen med børnene undersøger personalet maden ved at se, smage og mærke på maden.

Efter frokosten har de børn, der stadig sover lur, mulighed for at sove indenfor på madrasser på gulvet. Resten af børnene går på legepladsen.  

Eftermiddag

Vi spiser eftermiddagsmad mellem 14 og 14.30, og resten af eftermiddagen går med leg og aktiviteter.

I udflytteren kører vi tilbage med bussen ca. kl. 15. Inden da sørger både voksne og børn for at få ryddet op på legepladsen og i huset, så der er klar til leg og oplevelser den næste dag. 

Vi er tilbage ved Borgervænget lidt i 16. Har du som forælder et ønske om at aflevere/hente dit barn i udflytteren, er det også muligt. Ved aflevering skal man afvente at bussen ankommer, afhentning skal ske før bussen kører mod Østerbro. Vi henviser til, at du aftaler nærmere med dit barns personale.